Ansvarlig:
Erik Jakobsen, cheflæge, Hjerte-, lunge- og karkirurgisk afdeling T, Odense Universitetshospital
Hypotese og formål:
Når kombinationen af billeddiagnostiske undersøgelser (CT og PET-CT) og patientens anamnese tilsammen peger på, at et suspekt lungeinfiltrat med stor sandsynlighed modsvarer en lungecancer i stadium I, vil man opnå tilfredsstillende behandlingsresultater ved at gå direkte til den rekommanderede kirurgi i stedet for at visitere patienten til yderligere diagnostike invasive undersøgelser (bronkoskopi, TTNAB, EBUS etc.).
Resume:
Sensitivitet og specificitet af billeddiagnostiske undersøgelser som CT-scanning og PET-CT scanning gennemgår i lighed med de fleste andre diagnostiske redskaber en konstant udvikling, således at den diagnostiske sikkerhed i dag er betydeligt højere end tidligere. Kombineret med anamnestiske oplysninger på patienten kan de radiologiske og lungemedicinske speciallæger med meget stor sikkerhed forudsige om et malignitetssuspekt lungeinfiltrat faktisk er en lungecancer. Brug af forskellige risikomodeller som Brock og Herder kan i dag med meget stor sandsynlighed forudsige sandsynligheden for at et påvist infiltrat modsvarer en malign lungecancer.
Traditionelt ønsker man dog at afklare diagnosen yderligere og opnå en patologi verificeret diagnose før beslutning om behandling, hvorfor patienterne oftest tilbydes yderligere diagnostik i form af forskellige invasive undersøgelser som bronkoskopi, EBUS, TTNAB etc. Disse undersøgelser er naturligvis forbundet med både ubehag og risiko for komplikationer og derudover ressource- og tidsforbrug.
Behandlingstilbuddet til alle lungecancer patienter uden betydende komorbiditet ved c-stadie I vil altid uafhængig af patologi være kirurgi, og vi ønsker at undersøge i hvor stort omfang en strategi, hvor patienter med stor risiko for lungecancer bedømt alene på CT og PET-CT scanninger visiteres direkte til kirurgi uden yderligere invasive undersøgelser, kan erstatte den nuværende udredningsstrategi uden at dette påfører patienterne unødige operationer.
Der udarbejdes aktuelt protokol for et forskningsprojekt med forventet start primo 2025.